Sådan arbejder jeg

Jeg er optaget af:

  • at forstå de sammenhænge, som problemer opstår og lever i.
  • at møde mennesker fordomsfrit og åbent.
  • at skabe plads og mulighed for at bringe mange forskellige forståelser, teorier og perspektiver i spil.
  • at kunne forlade idéer igen, hvis de ikke har den ønskede effekt.
  • at give dig/jer en oplevelse af at blive hørt og forstået, men også at blive forstyrret ved at se tingene på nye måder.
  • at have øje og øre for de til tider oversete ressourcer, som er brugbare i dit/jeres liv.
  • at stille spørgsmål, som er med til at gøre en forskel.


Ovenstående betyder, at jeg altid bestræber mig på at se det unikke i hver samtale og person, for at kunne bidrage med relevante spørgsmål og kommentarer. Jeg har en generel viden om mange psykologiske aspekter, men jeg er bevidst om, at alle teorier har deres muligheder og begrænsninger. Hvornår en given teori eller metode er nyttig afhænger bl.a. af samtalens indhold og sigte.


Dette betyder også, at jeg orienterer mig bredt indenfor psykologien, men også i livet generelt. Hvor andre måske ser uforeneligheder eller modsætninger, ser jeg muligheder i at integrere og skabe forbindelser mellem biologiske, neurologiske, psykologiske, socialvidenskabelige, kulturelle og spirituelle aspekter af menneskelivet.



“De spørgsmål, vi stiller,

åbner for én verden og lukker for en anden”.


Peter Lang

 

Mit syn på diagnoser

Ofte ser jeg psykiatriske diagnoser brugt som forklaringer på symptomer eller adfærd. Diagnoser er ikke forklaringer, de er beskrivelser. Beskrivelser af givne symptomer, udtryksformer og/eller adfærd på et givent tidspunkt.

 

Jeg er optaget af at forstå, undersøge og tale om de erfaringer og det levede liv, som bl.a. har ført til diagnosticeringen for at kunne finde veje og mulige handlinger til at minimere eller fjerne symptombilledet.